Med tilbageblik på mine rejser, giver jeg dig i denne uge og næste uge mine bud på, hvorfor det er så vigtigt at holde pause. Læs med i mine rejserefleksioner og få inspiration til, hvordan leg, bevægelse og fokus på det indre kan give dig energi i en travl verden, hvor alting går meget stærkt. Den seneste måned har jeg været på to rejser, hvor jeg begge gange har trukket stikket fra hverdagens almindelige gøremål. De to rejser står for noget meget forskelligt, og de repræsenterer ret præcist nogle af de grundlæggende elementer, jeg arbejder ud fra og underviser i på BevægelsesMENTOR Uddannelsen.

En legeplads der giver energi og glæde – fra morgen til aften 
Min ene rejse gik til Club La Santa, et sports resort på Lanzarote, som er en fantastisk legeplads for alle aldre. Vi drog afsted hele familien i anledning af min mors 75 års fødselsdag.
 
Club La Santa er et sted, jeg har et helt særligt forhold til. I midten af 90’erne var jeg en del af deres instruktørteam. Teamet består af mennesker, der brænder for at undervise i alt fra tennis til fitness, lave aktiviteter for børn, shows m.m. Stedet har udviklet sig meget, siden jeg var en del af det. Dengang boede der mange topatleter året rundt, fordi vejret om vinteren var perfekt til træning. I dag er det primært familier, der drager afsted og viften af tilbud til alle aldre er efterhånden uendeligt.
 
Når jeg tænker tilbage til min tid som instruktør, husker jeg, at stedet virkelig talte til mig. Jeg så og mærkede, hvad det kunne give, når krop, leg og bevægelse er med i hverdagen. Det giver så meget energi og glæde. Og dengang var det ikke noget, vi tænkte videre over, for det var bare en helt fast forankret del af hverdagen. Allerede dengang var jeg nysgerrig på, hvad det kan, når vi leger og bruger kroppen, og hvad det gør ved menneskers livsglæde, opfindsomhed, arbejdsiver, mod, og kreativitet. Og her mange år senere er det stadig det, der driver mig, hver dag.

Morgengymnastik kan bare noget! At vække kroppen og sanserne inden dagen går i gang. OG værd at bemærke, programmet er præcist det samme til præcist det samme musik, som da jeg stod der som 19 årig i 90’erne.

Skal vi lege? 
En rejse til legeparadiset er vigtigt for mig, fordi det er en pause, der giver mig energi og også minder mig om, at der er så mange måder, vi kan bruge vores krop på. Jeg vender styrket tilbage personligt, men rejsen bekræfter mig også i, at jeg arbejder med præcis det, jeg vil. At jeg arbejder for, at vi i højere grad forankrer leg, krop og bevægelse i skoler og institutioner og at en del af dette er, at vi tager os både små og store pauser i en travl hverdag.  

På rejsen reflekterede jeg også over, hvor ofte vi glemmer at lege. At vi leger, når alt det vigtige er overstået og så er vi måske for trætte og glemmer det. Hvis nu vi gjorde det omvendt, så vi starter med at lege og går til det seriøse bagefter, så ville vi sandsynligvis kunne arbejde fra en højere energi og resultatet ville afspejle
det.  

I vores familie er vi fra 10 år – 77 år og alle havde en følelse af, at der var noget, som talte til dem. LEGEN fyldte meget, for der var så mange måder, vi kunne lege sammen som familie. William på 10 og Klara på 11 år spillede paddleball (et ketcherspil) mod bedsterne på 75 og 77. Hele familien var bl.a. med på trampolinfitness, og William svømmede fra sin mor i både crawl og rygcrawl.

Med mine rejser og faglighed in mente sender jeg min inspiration videre til dig, der måske ønsker at skabe mere energi i en travl hverdag ved at forankre leg, krop og bevægelse. Ved at stille dig selv et par refleksionsspørgsmål, kan du måske pejle dig ind på, hvad der vil fungere for dig.

  1. Har du ønske om at tage lidt væk og få leg, krop og bevægelse med som en del af rejsen?

Der er mange muligheder, og du kan starte med blot at tage en dag eller weekend ud for at se, hvordan det virker for dig. Find et sted, måske bare i Danmark, hvor du kan udfolde dig indenfor de aktiviteter, du finder interessante. Tag ud i naturen og lad dig inspirere af omgivelserne. Har du børn, så læg mærke til, hvordan de går nysgerrigt til værks.

  1. Hvordan kan du skabe små, vigtige pauser i din hverdag?

I en travl hverdag glemmer man hurtigt at tage pauser. Og det er ærgerligt. For der er stor værdi i at tage pauser, der kan gavne din energi. Det kan være 2-3 minutter i løbet af dagen, hvor du lukker øjnene og bare lige tjekker ind og mærker hvor du er i din energi. Prøv i det små, hvis det er svært for dig.

Er du blevet inspireret og vil du gerne høre mere om, hvordan du kan bruge leg, krop og bevægelse i din hverdag? Så kom til et inspirationsmøde onsdag d. 21. november kl. 16.30 – 18.00 i København. Læs mere her

Jeg ønsker dig en dejlig og nærværende dag med leg, bevægelse og stilletid.

Klem og krumspring

Chalotte Runge