Min søn, William, og jeg var i Chamonix i 10 dage. Det var EN stor legeplads for børn og legesyge voksne. Vi klatrede, var på vandretur, badede i søerne og nød naturen. På vandreturen fik vi en masse skønne naturoplevelser og fik også mærket vores fysiske grænser.

Flere dage gik vi mellem 700 og 800 højdemeter, det går virkelig op ad bakke, og William sagde meget passende på et tidspunkt: ”Jeg har det som om, jeg er blevet kørt over af 5 lastbiler”.

Vi holdt mange pauser og havde masser af snacks med. Efter frokosten fik vi ofte en lille lur og kiggede på små dyr. Så var der energi igen. Vores vandredage varede ofte 6 timer, hvor den effektive vandretid var ca. 3 timer.

Til min store overraskelse var der en del små børn i de afsides liggende hytter. Børn helt ned i 2 års alderen. Jeg var nysgerrig for, hvordan kunne så små børn gå i så krævende et terræn?? Jeg spurgte forældrene, hvordan de gjorde og om børnene ikke brokkede sig. Svaret var: ”Jo! De brokker sig en del, men så tager vi bare en pause og lidt chokolade, og så går vi videre”.

Jeg synes, at det var super interessant at opleve et praktisk eksempel på, hvad børn kan, når vi tør hæve overliggeren for dem. Vi lavede dagbog om aftenen, og William tegnede flere gange sig selv på toppen af et bjerg med armene over hovedet ”Yes!”

Flere dage sov vi i telt i det fri og blev vækket af en flok køer med klokker om halsen. Utraditionel morgenvækning 🙂

Og som William sagde: ”Først blev vi lidt bange og bagefter blev det vores venner”.

Næste forår laver vi en tur for børn og forældre til Chamonix, så vi kan dele vores oplevelser med jer. Detaljerne sender vi ud via nyhedsbrevet.