En af mine kursister sagde på et tidspunkt ”når man arbejder med børn, der er udfordrede motorisk bør man faktisk selv – mindst en gang om året give sig selv en ny motorisk udfordring – bare for at huske hvordan det er”
Jeg synes at det er en meget central pointe. For hvordan er det nu det føles i kroppen, når den ikke lige vil, som vi vil ?. Når usikkerheden lyser ud af øjnene på børnene og vi voksne siger ”pjat-kom nu, det går nok”.
Jeg erfarede for nylig – på egen krop at miste kontrollen, da jeg udfordrede mig selv motorisk og mærkede angsten i alle celler i min krop.
Jeg var på Gran Canaria her i foråret. Jeg havde længe haft lyst til at prøve wave-surfing, så jeg bookede en tur – SURF-Safari for begyndere – what a day….
Vi mødtes med vores guide og fik udstyr. Jeg var lidt i tvivl om han var vores guide, for han præsenterede sig ikke og sagde ikke rigtig noget.
På et tidspunkt råbte han ”come this way”. Vi hoppede ind i en bus og kørte af sted. Vi var forbi 6 forskellige strande, hvor guiden hoppede ud og kiggede på bølgerne og så kørte vi videre. Bølgerne var enten for store eller for små. Efter en times tid gav guiden tegn til, at vi skulle stå ud af bussen og tage vores grej med. Guiden spejdede længe ud på bølgerne, som om at det ikke var helt godt, men gav til sidst tegn til, at vi skulle følge med.
Da vi kom ned på stranden begyndte han at løbe og i gruppen kiggede vi på hinanden alla ”skal vi mon løbe med?” og det gjorde vi så. Han havde en fløjte med og vi lavede forskellige opvarmningsøvelser. Så tog vi brættet frem og lavede et par tekniske øvelser i fht. hvordan man kommer op at stå på det fra maveliggende.
Vi fik snoren fra brættet sat fast omkring håndleddet og så var det ellers bare i vandet.
Der var giga store bølger, der kom ret hurtigt efter hinanden og jeg var lidt i tvivl om hvordan jeg overhovedet skulle komme ud. Jeg havde surfbrættet under armen og begyndte sammen med resten af holdet at gå i vandet.
Jeg mærkede at hjertet hamrede og adrenalinen pumpede i hele min krop. På vejen ud kom en giga stor bølge, der rev mig omkuld og jeg blev hvirvlet rundt et par gange rundt, fik brættet i hovedet og endte inde på stranden sammen med et par af de andre.
Nå, op igen og så prøvede jeg sammen med en anden at komme ud til gruppen igen.
Guiden råbte ”go-go-go”.
Denne gang nåede vi helt ud til gruppen og kom op på brættet. En stor bølge var ved at bygge sig op og guiden råbte ”go go, paddle paddle” Jeg padlede løs, mens jeg blev løftet op på en gigantisk bølge, men fangede den desværre ikke præcist nok til at kunne ride på toppen af den…. Få sekunder efter kom endnu en gigantisk bølge, som jeg så lå lige foran, jeg kom ind under bølgen og blev trukket hele vejen rundt. Det føltes som meget lang tid inden jeg fik luft og endnu en bølge trak mig med ned. Jeg følte at jeg besvimede, kom halvt op at stå og så SLAM; en ny bølge. Jeg kom op på land med følelsen af at have løbet et maraton!. Jeg prøvede igen senere to gange og fik en lignende oplevelse og derefter sagde alt i min krop STOP!!!
Samlet set var det hele en ret dramatisk oplevelse og hvad har det med motorisk usikre børn at gøre??
Jo en hel del, synes jeg. I mit arbejde har jeg meget fokus på den gode bevægeoplevelse, fordi den er så afgørende for, om vi har lyst til at prøve noget igen. Jeg har reflekteret en del over, hvad der kunne have gjort SURF-Safari oplevelsen bedre.
Generelt savnede jeg at være tryg omkring det vi skulle i gang med;
- Tydelighed omkring hvem er guiden og hvad er planen?
- Vores times rundtur på øen – Hvad er planen og hvad kigger I efter?
- Hvad er vigtigt at være opmærksom på, når man går ud i vandet?
- Hvordan læser jeg bølgerne?
- Hvordan placerer jeg mig rigtigt i fht. bølgerne?
- Hvordan har I det med at skulle ud i bølgerne?
- Hvordan kan det opleves, når man ryger ned med en bølge?
- Kort snak efterfølgende om hvordan vores oplevelse havde været
Vi var 10 i gruppen og 2 havde prøvet det før. De 2 let øvede havde en ok oplevelse, for de resterende 8 personer var det en rigtig dårlig og grænseoverskridende oplevelse. Kommunikation mellem guiden og deltagerne handlede udelukkende om, hvordan vi fangede bølgen og ikke om noget af alt det, det lå før og efter.
Undervejs i denne proces har jeg fået mange associationer til de motorisk usikre børn/idrætsusikre børn i idrætsundervisningen. De oplever ofte, at stå i situationer, hvor de føler sig enormt utrygge, fordi de ikke har erfaringen på deres egen krop, som de fleste af klassekammeraterne har. Chancen for at de får en dårlig oplevelse er ganske stor.
Som i SURF-Safari-historien har de brug for en klar struktur, så de ved hvad de kan forvente sig og oplever en tryghed omkring at de kan magte opgaven.
