Den seneste tid har jeg set mange eksempler på, at når vi som voksne selv finder glæden ved at lege og bruge kroppen, så er vi nogle autentiske rollemodeller og børnene er med. Børn kan nemlig mærke, når vi har integritet, når vi gør noget, vi selv har det godt med.
Jeg oplever nogle gange pædagoger og lærere, der føler, at alt det her omkring leg og bevægelse er blevet trukket ned over hovedet på dem. De føler, at de skal levere noget, som de ikke har det godt med og dybest set ikke har lyst til. Flere har givet udtryk for, at de samtidig ikke synes, at det giver mening at børnene skal hoppe rundt, når de har faglige fag.
Jeg tror meget på, at vi skal anerkende hvordan vi har det med ting og nogle gange også udfordre os selv og spørge, hvorfor det forholder sig sådan?
Jeg oplever ofte, at de voksne, der ikke er til bevægelse, finder ud af, at det er de alligevel. De får måske nogle sjove oplevelser på en workshop og finder deres egen måde, hvorpå de kan få bevægelse med i hverdagen med børnene. Når det giver mening åbner de op, når det ikke giver mening, lukker de ned. Jeg tror generelt ikke på, at vi kan proppe ting ned i halsen på folk. Det er den meningsfulde oplevelse, der giver inspiration til at tage det med videre ind i fagene og ind i hverdagen. Og så er der nogle, der bare ikke er til bevægelse og det er vel også ok?
Børn kan mærke, når vi er autentiske og har integritet i det vi gør. Og vi er jo deres rollemodeller, så lad os starte med selv at vise, hvad vi synes er sjovt – også når det ikke handler om bevægelse.
